Dansk – Teknologiforståelse

Et lille forløb på 2-4 lektioner, hvor eleverne gennemgår en kort designproces, hvor de skal visualisere de 5 læseteknikker: Skimming, Orienteringslæsning, Punktlæsning, Nærlæsning og Indholdslæsning.
Teknik: I Makerspace kan elevernes piktogrammer produceres på Folieskæreren.
Forløbet følger FIRE-modellens fire faser:
- Forstå
- Ideudvikle
- Realiser
- Evaluer
1. Forstå
Gennemgå de 5 læseteknikker. Måske har I arbejdet med dem i forvejen, eller også er dette forløb igangsætter for et kommende læseteknik-forløb. Se fx hos Clio eller i materialet Greb om læseprøven.
De 5 læseteknikker er:
- Orienteringslæsning
En læseteknik, hvor du fx læser overskrifter, billeder, billedtekster, bagsidetekster på bøger og andre fremhævede tekster eller multimodale informationer. - Punktlæsning
En læseteknik, hvor du søger efter noget specifikt i teksten, fx et bestemt ord eller udtryk. - Skimming
En læseteknik, hvor du hurtigt “scanner” teksten igennem for at danne dig et indtryk af, hvad teksten handler om. - Nærlæsning
En læseteknik, du fx anvender i matematikopgaver, hvor du skal forstå en tekst nøje og fx genlæser dele eller hele teksten flere gange. - Indholdslæsning
En læseteknik, hvor du læser for at få en oplevelse, fx når du læser en novelle eller en roman. Her er det vigtigt, at du fanger hele indholdet, men ikke nødvendigvis at du forstår hver eneste detalje.
Udfordringen
Efter introduktion/arbejde med de fem læseteknikker, præsenteres udfordringen:
I skal udvikle et piktogram (lidt ligesom rygning forbudt-skilte eller piktogrammer for herre- eller dame-toiletter) for en af de fem læseteknikker. Piktogrammerne skal hænge i klassen og anvendes til at højne klassens forståelse for, hvornår de forskellige læseteknikker anvendes i undervisningen.
2. Ideudvikle
- Idemylder (8 minutter)
Tag et ark papir. Fold det tre gange, så du har 8 felter på papiret.
Hvert felt repræsenterer en ide. Alle ideer kan være med, også de skøre og urealistiske!
Man kan lave ideer på alle læseteknikker eller bare på en af dem.
Man har 1 minut til hvert felt.
Eleverne skal lave en simpel tegning af deres ide til et piktogram. Hvert felt er en ny tegning. Efter 8 minutter har hver elev 8 ideer! - Vælg og del (5 minutter)
Du skal vælge 3 af dine ideer, som du vil præsentere for din gruppe. I skal skiftes til at præsentere jeres ideer for hinanden. Man kan godt kombinere flere ideer til en samlet ide. - Demokratisk valgproces (3 minutter)
I gruppen skal I argumentere for de bedste ideer og til sidst beslutte en fælles ide, I vil gå med (en tegning)
3. Realiser
Allerede nu begynder grupperne at realisere deres ide:
- Tegn jeres samlede idé (5 minutter)
Gruppen skal tegne hver sin udgave af den fælles ide - Vælg en prototype (3 minutter)
Gruppen beslutter den endelige tegning
Simplify & Uglyfy
Nu kommer næste udfordring:
For at lave et piktogram, skal stregerne være simple, tegningerne nærmest primitive og detaljegraden lav. Man skal desuden tænke over, at tegningen skal være sammenhængende og stregen fed.
For nogle elever er denne udfordring den sværeste, fordi man går kontra på sin perfektheds-følelse. Man skal forgrimme og forsimple den perfekte løsning!
- Læreren tegner eksempler på piktogrammer eller simple skiltninger, som vi alle kender og er enige om, hvad betyder. Tegn fx Indkørsel Forbudt eller Adgang forbudt-skilte på tavlen. Eller tal i klassen om – og tegn – symbolerne for Toilet.
- Herefter skal eleverne simplificere deres egne tegninger.
- De skal være letgenkendelige symboler
- De skal være lette at “kopiere” eller efterligne
- De skal kunne bestå “Folieskærer-prøven”
Folieskæring
Scan jeres endelige tegninger ind på Folieskæreren og skær jeres piktogrammer ud på plast.
4. Evaluer
Det skønne ved at bruge folieskæreren – ud over maker-processen og besøget i Makerspace (!) – er, at maskinen giver dig en umiddelbar, øjeblikkelig feedback.
Enten virker dit design – eller også gør det ikke!
Eleverne skal typisk igennem flere iterationer/forsøg, før det lykkes at få et godt resultat.
Så allerede i Cut-processen får du en evaluering af dit produkt.
Evaluering i klassen
Kan I gætte hinandens læseteknikker ud fra piktogrammerne?
Klister jeres piktogrammer på A3-papir sammen med overskrifterne til læseteknikkerne. Man kan også laminere siden. I løbet af skoleåret kan I vende tilbage til plakaterne når I læser i undervisningen. Plakaterne kan udvides med tips og tricks, definitioner, eksempler osv.