Fantasy-verden

https://www.bing.com/images/create/kort-over-en-fantasy-verden/1-65fd8138dc054e529da0cf86e13a1fe5?id=sVBexwE150Osl4InGD1%2fmA%3d%3d&view=detailv2&idpp=genimg&idpclose=1&thId=OIG1.742W3Bgu_JAaP6narpv0&FORM=SYDBIC

I et forløb om fantasy i 6. klasse har vi først arbejdet med, hvad der kendetegner fantasy-genren. Vi har talt om real-verden og fantastisk verden, vi har talt om magiske passager og om åbne og lukkede verdener.
Vi har fundet eksempler på fantasy, vi kender eller har hørt om (læst, set, hørt).

Som en del af forløbet skal eleverne producere deres egne kort over en fantasy-verden. Nogle elever tilføjer også en magisk passage til real-verdenen. Andre skaber lukkede verdener á la Ringenes Herre.

Efter tegneforløbet laver vi en undersøgelse af, hvad AI kan bidrage med – hvordan se en fantasy-verden ud, hvis det er AI, der skal finde på. Vi får undersøgt det gode og det dårlige prompt og tester, hvad der skal til for at give en – for maskinen – logisk kommando.

Der findes forskellige maskiner til at kreere AI-billeder, fx Microsofts CoPilot (som bruger DALL-E).
Men til skolebrug kan jeg anbefale at bruge Padlet – som er en del af Skoletube. Her kan man også genere tegninger ved hjælp af AI ved at vælge funktionen “Jeg kan ikke tegne”. Se guide her.

Senere, mens vi også læser en fantasy-roman (i dette tilfælde Løven, heksen og garderobeskabet (Narnia 2), bruger vi enten vores egne kort eller AI´s genererede kort til at producere vores egne fortællinger. Hertil er der fx krav om:

  • beskrivelser. Hvad er det, man kan se/opleve på vores kort?
  • Steder og stednavne samt tillægsord. I den proces har vi også talt om ordklasser
  • en begyndende handling

Bagefter skal vi producere et aktør-galleri, hvor vi skal vælge og beskrive de aktører, vi skal have med. Hvem er de “gode” og de “onde”? Hvilke aktører er flade (statiske, uden udvikling) og hvilke er runde (udvikler sig, er ikke kun god eller ond men mere en blanding)? Hvordan er forholdene mellem aktørerne?

Det er sjovt at “snakke” med en sprogmodel/GPT, og i dette lille projekt vil det være oplagt at bruge muligheden til at tale med eleverne om, hvad det er, sprogmodellen kan og ikke kan. Hvilke begrænsninger har den? Og er der nogle modeller, der er bedre end andre at bruge? Hvikle fordele og ulemper er der ved at bruge GPT til at generere noget så abstrakt som en forestilling om en uvirkelig verden.