I disse dage har diskussionen om forsøgsfaget Teknologiforståelse som potentielt fag i grundskolen kronede dage. For lige om lidt afsluttes forsøgsfaget. Der har været en stor høringskonference, der satses stort på professionsuddannelsessteder, grundskoler, gymnasier m.fl., og vi er mange, der hurtigt kan blive enige om, at det er absolut nødvendigt.
Jeg oplever, at debatten fokuserer på digital myndiggørelse – at børnene skal forstå, hvor stor og farlig den digitale verden og de sociale medier er, og hvor mange fælder, der bliver lagt for dem eller som de lægger for sig selv og hinanden.
Det er et vigtigt fokus på faget Teknologiforståelse (eller hvad det nu kommer til at hedde, når det forhåbentligt bliver landsdækkende). Men det er langt fra det eneste. Og jeg synes det er synd, hvis Teknologiforståelse skal være en skræmmekampagne for børn – og voksne – som blot handler om, at de skal forstå, hvad de siger ja og nej til på nettet.
For hvis man ser sådan på det, er det ikke nødvendigt med et fag. Så kan det dækkes af en emneuge eller bare en emnedag eller emneeftermiddag en rastløs fredag.
Kompetencefaget Teknologiforståelse
Jeg kan godt forstå, at argumenterne om digital myndiggørelse bliver fremhævet, for det er noget, vi alle sammen kan forstå og forholde os til, men Teknologiforståelse er et kompetencefag, som man også kan se ud af de fire kompetenceområder: digital myndiggørelse OG digital design, computationel tankegang og teknologisk handleevne. De fire kompetenceområder er flettet ind i hinanden og giver hinanden mening.
Faget er meget mere end et cookiekursus.
Det er et fag, som bidrager til, at eleverne bliver kompetente brugere, producenter, analytikere og innovativt tænkende, kreativt udførende.
Eleverne skal lære at samarbejde, fejlfinde, undres, problemløse, undersøge, forklare, definere, udvikle.
De skal lære nye “sprog” tilsvarende det fagsprog man lærer i fx matematik eller historie, og de skal bruge de sproglige kompetencer de også kender fra engelsk, tysk eller dansk. På den måde trækker faget tråde til i princippet alle andre skemafag i skolen og er med til at skabe en rød tråd op gennem hele skoleforløbet og give eleverne en problembaseret, projektorienteret undervisningsform, som kan udfordre, supplere og underbygge de øvrige skemafag.
Mange af de ting, eleverne lærer i Teknologiforståelse er altså ikke fremmed for dansklæreren, sproglæreren eller historielæreren. Men det er blandt andet en ny vinkel ind i og ud af fagene, og det perspektiv må vi ikke frarøve børnene!
Så ja, vi har brug for teknologiforståelse, men digital myndiggørelse er absolut ikke den eneste grund.